Hvem vi er

Hans-Christian Vollstedt, stifter af Ferment One

Fermenteringsentusiast længe før dette kom på mode. Igennem mange år har jeg beskæftiget mig med fermentering ud fra en praktisk og en teoretisk nysgerrighed. Det har ført til adskillelige eksperimenter, hvoraf nogle har været mere heldige end andre…

Ønsket med Ferment One er at skabe en virksomhed, hvor fascinationen for fermentering kombineres med et lokalt engagement. Et engagement som består i at forarbejde råvarer fra økologiske og biodynamiske avlere med lokal forankring. Når flere og flere vælger økologiske råvarer og produkter er det med til at gøre noget for naturen, grundvandet og landskabet omkring os. Det giver mening, synes jeg.

Det har altid fascineret mig hvordan man gennem iagttagelse af og viden om naturen kunne fremkomme med simple, naturlige tiltag, som tilsyneladende kan have ganske indgående påvirkninger på menneskers ve og vel. Denne nysgerrighed har været udslagsgivende for mine uddannelsesmæssige valg til cand. pharm., ernæringsterapeut og heilpraktiker. Erhvervsmæssigt har jeg igennem mange år arbejdet inden for områder som fødevarefremstilling og naturmedicin. Det har givet mig et indgående kendskab til planters virkning og brug i både medicinske og fødevaremæssige sammenhænge. En viden som også er inspiration i forhold til produktsammensætninger.

 

 

 

Maja Vollstedt

Fremstilling af surkål er ikke fjernt fra mit univers, omend min inspiration og vej hertil ikke har været snorlige. Dette har bl.a. ført mig til et længere ophold i Canada for at se nærmere på enkle teknikker inden for fødevarefremstilling og traditionelle opbevaringsmetoder, samt til ”Mora Folkhögskolas  etårige kursus i ”ekologisk odling och hållbar livsföring”  og til arbejdet som pige på en gård samme steds. Her var det naturligt at fremstille et solidt forråd til den lange vinter bl.a. bestående af mælkesyregærede grøntsager. Sidst på foråret, når grøntsagerne var ved at slippe op i jordkælderen, var det ret lækkert at kunne åbne et glas med friske syrede grøntsager og urter. En skøn gammel tradition, som er en stor inspiration i forhold til arbejdet med Ferment One.

Jeg brænder for at formidle hverdagsmad på en enkel, sund og mere klimavenlig måde. Jeg er også ret passioneret omkring, hvorledes vi kan inddrage vores børn og unge mennesker i sund madlavning og forståelse for hvor maden stammer fra. For mig er det naturligt at børnene er med i valget af frø til næste års køkkenhave planlægning, i indsamling af mad både det vilde og det plantede og i fremstillingen af de færdige retter. Jeg finder en vis glæde i at opleve hvordan mine børn guffer et halvt glas surkål i sig, som var det slik. Stik imod forventninger og normer om hvad børn så og sige skal kunne lide.

 

 

 Julie Diem

Som en social iværksætter er jeg interesseret i at være med til at udvikle forretninger der kan skabe mere balance i verden, og det er lige præcis dét, som er min motivation bagved Ferment One. Jeg har en SPRØK-bachelor og cand. merc. (Management of Innovation and Business Development) fra Handelshøjskolen, og siden 2009 har jeg afprøvet mine kræfter med socialt iværksætteri hvor jeg har høstet mange brugbare erfaringer som kan bruges i virksomhedens fremtidige udvikling. Jeg har mange “roller” i virksomheden, måske lidt som en “blæksprutter” hvor jeg træder til i de opgaver hvor der er brug for mine kompetencer. Dette omfatter fra strategisk forretningsudvikling til markedsføring og diverse operationelle opgaver. Jeg arbejder udfra “Wholeness” perspektiv hvor balance og bæredygtighed er mit fokus.

 

 

  Bamsen (den brune) og Nino (den hvide)

Ja, vi ved det; at kalde en kanin for Bamse er måske ikke lige frem det mest logiske, men måske passer det meget godt til virksomhedens ånd. At turde eksperimentere for på den måde at udvide vores horisonter. Hvorfor er Bamsen og Nino med i virksomheden? Det er de, fordi de er med til at sikre, at intet går til spild når vi fermenterer grøntsager. Så måske, jo større produktion vi laver, jo tykkere kan de blive? Enten dét eller må vi få fat i flere kaniner og høns!

Close